En rockmusiker går solo!

Alle sangene er omhyggeligt arrangeret, instrumenter bliver valgt ud så de passer bedst muligt til den enkelte sang og hvert instrument er indspillet, ikke programmeret eller automatisk som på et keyboard med rytmebox. Lyden er derfor tæt på lyden fra et liveband (dog med bedre kontrol over det samlede lydtryk).

Et solo setup kan skabes på mange måder, jeg har valgt at holde mig til Midi afspillede lyde via et lydmodul. Dette betyder at det ikke er selve lydene, der afspilles, kun informationer om hvilke toner der skal spilles af lydmodulet. Derfor svarer musikken ganske godt til at der sidder tre mand og spiller 'live' bag mig når jeg optræder.

Musikken indspilles på keyboard og elektroniske trommer ind i CuBase 4 hvor al redigering foretages og den færdige Midi fil produceres.

På jobbet afspilles Midi filerne fra en laptop PC med programmet Showplay, der kan afspille Midi filen og samtidig vise tekster på skærmen. Programmet er ekstremt let og hurtigt at bruge og enhver sang kan findes og startes på få sekunder.

Musikken afspilles af et Roland Fantom XR lydmodul med ekstra lydkort der indeholder opdaterede tromme-, bas-, piano og orgellyde.

Guitaren (Fender Stratocaster) spiller gennem en Roland VG-88 multieffekt, der kan lave lyden af stort set alle guitarer og forstærkere.

Sangen går gennem en TC Helicon Voiceworks, der udover sangeffekterne også lægger korstemmer på sangen i omkvædet. Kormaskinen styres også fra laptoppen så der kun er kor på hvor det lyder godt.

Laptoppen styrer også lyset som omfatter 4 LED  lamper, der er programmeret op til at følge med i takt til musikken. Også lyset er 'indspillet' manuelt, ikke noget automatisk tivolilys her!!

 

Musikproduktion i eget studie!

Her er en lille video der viser hvordan man kan indspille trommesporene på et elektronisk trommesæt.

Efter indspilning kan diverse fejl rettes og man kan vælge trommesæt helt frit da alle lydene ligger i lydmodulet der ses i baggrunden